Skip to main content

Hverdagen

Morgen

Når morgenklokken ringer kl. 8.00, er morgenmaden klar i spisesalen, og kl. 8.30 er der morgensamling i Gammel Scene. Her får eleverne på skift chancen for at dele oplevelser og tanker med hinanden, og hver morgensamling bliver afsluttet med fællessang.

Om fredagen er morgensamlingen afløst af “stormøde”. Her løses problemer, ris og ros, og nye ideer kan spire.

Fire af ugens dage er der herefter korte “tjanser” og én gang om ugen “store tjanser”. Tjanser er ansvarsområder, der uddelegeres til eleverne og består af oprydning og rengøring.

Nogle morgener er bare morgener, også selvom du er på en højskole og laver det, du allerhelst vil og nogle gange vil du bare sove og kan hverken være taknemmelig for en flot blodbøg eller frisk luft i ansigtet på vej mod spisesalen. Til de morgener kan du enten vælge sort kaffe, 20 minutters løb mod tanken til cola eller du kan fra os få nedern overskudsagtig tålmodighed.

Formiddag, frokost og eftermiddag

Undervisningen om formiddagen vil ofte starte med fysisk opvarmning, og fortsætte indtil frokost. Dette varierer afhængig af, hvilket modul i undervisningen, der er på skemaet.

Kl. 12.00 ringer klokken til frokost. De sidste 5 minutter af frokosten holdes en kort briefing, hvor praktiske ting vendes, og posten deles ud.

Så har alle pause til kl. 13.30.

Fra 13.30-15.40 fortsætter undervisningen og herefter har alle fri, medmindre du er på køkkenholdet.

Køkkenpersonalet har i løbet af eftermiddagen stillet mad klar, og det er køkkenholdets opgave at klargøre det til spisetid kl.18.00 og rydde op bagefter.

Aften

Vi har både aftener, hvor du kan slappe af, se tv, løbe en tur eller cykle spontant til Stege og gå i biffen med 4 venner og aftener med teaterture eller andre fælles arrangementer.

Et fast aftenarrangement er højskoleaftenen om tirsdagen.

Højskoleaftenen er elevernes, og indholdet bestemmes suverænt af eleverne selv.