Teaterhøjskolen Rødkilde

Stine Bech Olsen

At have oplevet Rødkilde er ubeskriveligt, næsten uvirkeligt. Når man er færdig, tror man ikke helt på det, man kan være i tvivl om det i virkeligheden findes eller blot var en lang og fantastisk drøm? Men mærker man efter helt indeni, der hvor tingene virkelig betyder noget, så opdager man andet.

Følelsen af fantasi, magi og drømme sidder endnu i kroppen, fordi Rødkilde udskiller sig så ekstraordinært fra den virkelige verden. Det er et sted uden to streger under facit, uden et rigtigt eller forkert, intet sort på hvidt men med masser af strålende farver. Et sted, hvor det er ligeså normalt at græde som at grine, at være forelsket, vred, jaloux, fornærmet eller det hele på samme tid. Der er en frihed til fuldstændig hengivelse og hermed befrielse, der har udviklet mig fra forvirret pige til.. ja, mindre forvirret kvinde, fra en sløret halvdel til helhed.

At elske. At turde skrælle alle lagene af og komme ind til kernen af mig selv og stadig føle, at det, der er tilbage er værd at elske, og når jeg samtidig tør og ikke mindst får lov at skrælle lagene af dem omkring mig og stadig elsker, elsker dem for det, der står ærligt og ægte tilbage, så har jeg lært noget om at være -at være menneske.

At tage mig selv på mig, at tage et ansvar for mig selv og min lykke. Hvad har jeg brug for lige nu? Hvad ville ikke bare være godt, men det bedste for netop mig lige nu? Og lige så snart jeg finder ud af det, må jeg gøre det. Måske brænder jeg nallerne, tager chancer (også de store og farlige af slagsen  helst dem faktisk), går ud til kanten og falder alt det, jeg overhovedet kan, hvis jorden skrider under mig. Måske kaster jeg mig ud i noget kaos.

En definition på kunst hedder: Kunst er, når vi bagefter ser verden på ny. For mig er Rødkilde i sandhed et kunstværk.

« Tilbage til “Mød Eleverne”