Teaterhøjskolen Rødkilde

Forstander

Victor Brix Marcussen har med næsten 40 års virke i dansk teater prøvet næsten alt, hvad der hører til faget.

Victor har været rektor for skuespillerskoen i Aarhus og har siden 1988 undervist på de tre stats- anerkendte skuespillerskoler, musikkonservatoriet og været teaterchef på Børneteatret Filuren, Gellerupscenen og siddet i kunstrådet Aarhus.

Som underviser på den danske scenekunstskole, Aarhus, Odense, København, Fredericia og på privatskoler har Victor undervist på alle niveauer. Fra basisundervisning i dramatik, masker og improvisation, til selvforståelse, opmærksomhedstræning og undervisning i det personlige sangudtryk.

Foruden den store undervisningserfaring har jobbet som skuespiller altid været nærværende for Victor. Han har spillet alt lige fra klassiske roller i det traditionelle teater til absurde og performative roller i vækstlaget, på Svalegangen, Jomfru Ane Teatret, på de tre landsdelsscener, Odense, Ålborg, Aarhus og i København, kort sagt på et utal af scener rundt i landet. Har turneret med Hansen & Marcussen og opført over 500 musikforestillinger med Pianisten og Bumsen.
Desuden har han lavet radio, TV og film.

Som iscenesætter har Victor bevæget sig rundt i alle genrer på store og små teatre,bl.a. Clock Work Orange på Århus teater, Kære Øjeblik på Ålborg teater, og præsentationsforestillinger på teaterskolerne. Han har desuden instrueret TV-serien Bølle Bob.

Han har været involveret og initiativtager til mange forskellige teaterprojekter. Sidst den Reumert nominerede forestilling “Som i Himlen”, Cirkus Solskin, Oliver Twist i EU med deltagelse af 10 lande og historiske kampscener til hest, børne-, ungdoms- og familieteater.

Afholdt workshop/foredrag i det personlige udtryk med professionelle sangere, skuespillere i fagforeninger og andre sammenhænge.

Victor har i en lang årrække været en del af den årlige optagelsesprøve på den danske scenekunstskole som juryleder eller jurymedlem og improvisator.