Teaterhøjskolen Rødkilde

TOVE TOVE TOVE

Vi tager til Vordingborg Teater og ser TOVE TOVE TOVE.
En forestilling om Tove Ditlevsen, fra det succesrige kollektiv Sort Samvittighed v/ Det Kgl. Teater, som kompromisløst vil skildre livet, som det er – ligesom Tove Ditlevsen selv gjorde det.

Tove Ditlevsen var en mester i at skildre livet hudløst ærligt og på godt og ondt. Med sin blanding af humor, inderlighed og sarkasme lagde hun ikke fingrene imellem, når hun gennem sit omfattende forfatterskab beskrev livet som barn, ung og voksen.
Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.

Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.

Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.
Det er i denne enorme rigdom, denne digteriske saft og kraft, at Sort Samvittighed har fundet inspiration til at skabe deres nye forestilling.

Med Tove! Tove! Tove! fortsætter Sort Samvittighed deres succesfulde arbejde med at fortolke markante kvindelige kunstnere på deres helt egen måde. Hvor Hvid Magi var en teaterkoncert med udgangspunkt i Anne Linnets musikalske univers – og med enkelte tekster af Tove Ditlevsen – bliver Tove! Tove! Tove! en personlig fortolkning af Tove Ditlevsen og hendes værk. En forestilling, som kompromisløst vil skildre livet, som det er – ligesom Tove Ditlevsen selv gjorde det.

”Foretræk altid håbet frem for sandheden, drømmen for virkeligheden, men med et vågent blik ud af øjenkrogen og et loddent Midagsøre mod de hviskende siv. Køb lakrids for alle pengene, thi sorgløs er kun den, som intet ejer”.
Tove Ditlevsen

Fra Det Kgl. Teater / Sort Samvittighed.
Medvirkende: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde.

« Se hele kalenderen