Teaterhøjskolen Rødkilde

Malaga i Vordingborg Teater

MALAGA
En satire om forældre med sprængfarlige egoer

Tekst: Lukas Bärfuss
Instruktør: Per Smedegaard
Scenograf: Karen Gille
Medvirkende: Holger Østergaard, Camilla Gjelstrup, Niclas Vessel Kølpin

Lykkepiller, en negerkonge og masser af grin.
Forældrene Vera og Michael er på vej væk fra hinanden. Michael skal til en international kongres i Innsbruck, og Vera flyver om få dage på ferie med den nye kæreste. Hvem skal passe datteren Rebekka? De to skændes konstant. Om pasning og svømmetøj. Små ting bliver hurtigt til større diskussioner om opdragelse, karriere og retten til at føre sit eget liv.

Læn dig tilbage og oplev et intenst narcissistisk og tragikomisk drama spækket med mistro, skyklapper og lykkepiller. Du vil grine, og du vil ryste på hovedet, når du møder de to forældre. Medicineren Michael har opfundet et øreimplantat, men har selv utrolig svært ved at lytte. Vera er psykolog, og mener at barnepigen skal undgå ordet “Negerkonge”, når der læses Pippi Langstrømpe. Noget er rivende galt.

Sprængfarlig selvdyrkelse
MALAGA beskriver en selvdyrkende generation af forældre, der sætter børn i verden uden at være i stand til at sætte sig selv til side. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har kaldt dem for de “børnevoksne”. De haster til yoga, spæder op med raw food, lykkepiller og mindfulness i jagten på lykke og personlig udvikling. Men husker vi at se op fra selvhjælpsbogen, kigge ud, og fokusere på andet end, hvad der er vigtig for mig mig mig?

Det ser ikke sådan ud. Børn kastes rundt mellem bedsteforældre, der ser måbende til, mens mor og far kæmper for at få ugeplaner og karrierer til at gå op. Flere bukker under, og nogle familier ender i det totale kaos. Tænk bare på Tv-programmet “Stop nu krigen, mor og far”. Her er harmoniske hjem forvandlet til uhyggelige krigszoner med børn som våben og ofre.

Smæk døren til dit indre tempel
Vera og Michael viser egoismens bagside i det satiriske og højaktuelle drama MALAGA.

Kunstnerisk chef Per Smedegaard udtaler: “Jeg tror ærlig talt, at vi lever i en verden, der handler for meget om os selv. Og der er tabere i det spil. Vores børn, os selv og alle de ægteskaber, der konstant triller i afgrunden. MALAGA beder os om at lukke røven og døren til vores indre tempel. Den er et forfriskende og humoristisk input.”

I rollerne som Vera og Michael ses skuespillerne Camilla Gjelstrup og Holger Østergaard Kristensen, som høstede store roser for deres præstationer i forestillingen VELKOMMEN med »TEATRET« v. Hans Rønne. Niclas Vessel Kølpin kan i efteråret 2015 opleves i rollen som Michael Laudrup i filmen “Sommeren ’92” om det danske landshold.

« Se hele kalenderen