Teaterhøjskolen Rødkilde

Forestillingen Helvede

Nyt skuespil af forfatteren Jonas Gardell.

Svalegangen i samarbejde med Teatret Sorte Hest

HELVEDE bor i den erindring som aldrig kan forandres…

Agnes og Viola er søstre. Den ene er en feteret skuespillerinde, den anden drømte om at blive det. Den ene er mors kæledægge – den anden drømmer om at blive det. Den ene har mand og barn – den anden har kun en eksmand. Nu mødes de ved moderens dødsleje og i baggrunden lurer selveste djævelen. Hvem siger i øvrigt, at djævelen er en mand…

Svalegangen er i samarbejde med Teatret ved Sorte Hest glade for at præsentere publikum for Jonas Gardells allernyeste stykke. Vanen tro spidder Gardell forholdet mellem mor og datter på en humoristisk og tankevækkende måde, så tag mor under armen og kom: Vi lover, at der er stof til samtale efter forestillingen.

HELVEDE er en næsten helt Strindbergsk tekst. Et ætsende portræt af tre kvinder og deres destruktive leg med følelserne. For en gang skyld ikke over for mændene, men overfor hinanden. I et sindrigt fletværk af fortid og nutid møder vi en mor og hendes to døtre, Agnes og Viola. Snart er moderen gammel og døende, snart driver hun sin yngste datter Viola til vanvid ved skiftevis at være den søde mor og den onde satan. Snart elsker hun sin datter over alt på jorden, snart ønsker hun, at datteren aldrig var blevet født. Ikke sært, at Viola har et anstrengt forhold til moderen, da hun mange år senere ligger for døden…

Svalegangen genopsætter Teatret ved Sorte Hests store succes fra foråret 2005 i en ny sceneversion med det originale cast til en omfattende Danmarksturné i foråret 2007 HELVEDE er støttet af Kunststyrelsens Scenekunstudvalg

Iscenesættelse: Maria Vinterberg Scenografi: Anette Hansen Medvirkende: Solbjerg Højfeldt, Charlotte Fich, Maria Stenz og Laura Christensen.

Tid: 14.2.2007 kl. 19.30
Sted: Mønshallen

« Se hele kalenderen