Teaterhøjskolen Rødkilde

Forestillingen Fanø

Svalegangen

Med denne forestilling, der er Julie Maj Jakobsens afgangsstykke fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus i 2010, ønsker Teatret Svalegangen at fortsætte traditionen med nyskreven, vedkommende og samfundsaktuel dansk dramatik.

FANØ er historien om to mennesker, et par, i et sommerhus på Fanø. De er vendt tilbage for at komme videre og starte forfra efter en ulykke tre år tidligere, hvor de mistede deres barn. Nu sidder de igen i sommerhuset langt fra andre huse med udsigt over vandet.

Et andet sted på øen står en fastboer fra Fanø på en bunker vendt mod Danmark – han er en ægte fannik. Han hader danskere, frem for alt turister og tilflyttere, og har derfor truffet en beslutning. Han vil fjerne ukrudtet og gøre Fanø til en ø for fannikker. Koste hvad det vil!

Men en morgen ser han en smuk kvinde. Hun er bestemt ikke fra øen, og fra den dag forvandles han og må strejfe søvnløs rundt i klitterne med en kikkert.

I dramatiske tableauer og effektfulde spring i tid tilspidses handlingen, og de to verdener kolliderer med hinanden. Parret må se deres historie og virkelighed i øjnene. Måske har der aldrig været et barn? Og måske gemmer de på en langt mere grusom sandhed om deres forhold?

Udkantsdanmark

Forestillingen tegner et billede af den polarisering, vi oplever i Danmark. På den ene side står den urbane livsopfattelse med menneskers selvforelskelse, idealiserede livsstil og manglende evne til reelt at forholde sig til personlige tragedier. På den anden side det urbane menneskes modsætning – fuld af landidyl, ro og provinsbekymringer.

Den del af landet, hvor der bor ligeså mange som i byerne, men som af byboere omtales som “udkantsdanmark”.

FANØ bliver instrueret af Anders Lundorph, som har iscenesat en række forestillinger i hele landet, senest “Vesper” på Husets Teater og “Hundesvømning” på Folketeatret.dk. For scenografien står Claus Helbo, som blandt andet har stået bag scenografien til GUITARISTERNE og GYLP på Teatret Svalegangen.

Af: Julie Maj Jakobsen

Iscenesættelse: Anders Lundorph

Scenografi: Claus Helbo

Medvirkende: Heidi Colding-Hansen, Victor Marcussen, Kirsti Kærn og Peter Khouri

Tid: 28.3.2012 kl. 19.30
Sted: Mønshallen

« Se hele kalenderen