Teaterhøjskolen Rødkilde

Forestillingen Calendergirls

En hjertevarm komedie

Fra Folketeatret.dk

Scenen vrimler med dejlige damer i deres bedste alder, når vi med Calendar Girls fortæller historien om nogle helt almindelige kvinder, som får en ualmindelig god idé.

Chris og Annie har været nære veninder siden skoletiden. De har delt glæder og sorger, og fulgt med i hinandens liv med mænd, børn og ugentlige møder i den lokale husmoderforening, hvor foredrag om broccoliens vidunderlige egenskaber og konkurrencer i blomster-dekoration, er et lille pusterum fra dagligdagens trummerum.

Da Annies mand dør af kræft, fostres idéen om at samle penge ind til en ny sofa til den lokale kræftafdeling. Der er tradition for, at husmødrene hvert år laver en kalender, med lokale landskabsmotiver, og sælger denne i godgørende øjemed.

Men Chris og Annie synes, at der skal andre boller på suppen i år: De overbeviser de andre kvinder om, at de alle skal smide tøjet i den gode sags tjeneste, og sætter alt ind på, at lave en kalender, hvor de selv poserer afklædte, med kager, strikketøj og blomster strategisk placeret.

Det er saftigt, men sobert!

Kalenderen bliver en kæmpe succes. De skønne kalenderpiger giver deres mænd grå hår i hovedet og deres måbende børn baghjul, da projektet fører dem helt til Hollywood og pengene vælter ind.

De virkelige kalenderpiger kommer fra en husmoderforening i Yorkshire, UK, og fik idéen til kalenderen i 1998, da én af kvindernes mænd døde af kræft. 1. oplag udkom i april 1999 og var udsolgt efter en uge. Derefter kom en mængde nye oplag, og efterhånden indtjente kalenderen mere end 1,3 millioner engelske pund, som er doneret til forskning indenfor leukæmi. Siden 2000 har kalenderpigerne lavet kalendere i 2004, 2005, 2007 og 2008  sidste dog med opskrifter på egne favoritter blandt Yorkshire-retter! I 2010 laves endnu en fotokalender med pigerne, som håbes at rejse 2 mill. pund til kræftforskning. De har også lanceret en mængde merchandise; kort, chokolade, syltetøj, m.m., som alt sammen kan købes online, til støtte for kræftforskningen.

Tid: 8.11.2010 kl. 19.30
Sted: Vordingborg Teater

« Se hele kalenderen