Teaterhøjskolen Rødkilde

Mille, der er gammel Rødkildeelev, spiller “Den som blinker er bange for døden” i Ottekanten.

Teatergruppen “Det Dramatiske Udgangspunkt” er dannet af skuespillerne Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard der spiller hele persongalleriet i et højt tempo ud og ind af situation og fortælling. Det er regnskabets time i denne teater-roadmovie gennem et dansk-tysk landskab mellem forfædre, Anden Verdenskrig, Nykøbing Falster og i dag. Forestillingen DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN er baseret på bogen af samme navn skrevet af Knud Romer. Vi møder en forvitret og forgrenet familiehistorie om en regelret og pertentlig dansk far, som høfligt viser nazisterne vejen til København ved deres indmarch i Danmark, en tysk mor iført tristesse og ozelotpels med hang til vodka, cerutter og Marlene Dietrich, en farfar, som er mislykket med alle sine forretninger, Onkel Helmut med granatsplinter i kroppen – og mange flere skæve personligheder. Midt i det hele en dreng, som vokser op mellem to kulturer: På den ene side arven fra den borgerlige tyske familie. På den anden side den provinsielle smålighed i Nykøbing Falster.
« Se hele kalenderen